0





  Webmaster 

Opdateret: 04-06-09

 

 

 

 Forside > Junrafd. > NielsBrandenborg


VANDET ER MIT BEDSTE LEGETØJ
- KUN FANTASIEN SÆTTER GRÆNSERNE


Vore bedste Feva-sejlere i 2008 opgav samarbejdet på grund af kemi i jollen.
Heldigvis har Rasmus og Hans hurtigt overtaget Roskildes rolle på kapsejladsbanerne.
De vandt i suveræn stil klubmesterskabet, Roskilde Sejlklubs nytårskapsejlads og årets første kapsejlads i Sundby Sejlforening med en suveræn serie, 7 førstepladser og en anden plads. Rigtig godt sejlet, drenge.

Vinteren er gået med vintersejlads, hvor også Havnsø og Frederiksværk har deltaget.
I vinterens løb har Havnsø lånt en af vore joller, men har nu fået indtil 2 egne. Vi har været i Havnsø for at hjælpe med tilrigning, tips og træningsvejledning etc. Desuden har Herslev også fået Fevaer.

Af øvrige aktiviteter hen over vinteren kan nævnes, at Hans og Rasmus har bestået den teoretiske del af duelighedsprøven, begge blandt de bedste eksamensresultater.
Ideen med at lade de ældste juniorsejlere få duelighedsprøven, opstod ved Finnjolle DM sidste år. Sebastian, Marcus, Hans og Rasmus var alle på banen som officials, og da det var ret tydeligt, at gennemsnitsalderen blandt officials var pænt over pensionsalderen,
var det indlysende, at der er brug for lidt yngre sejlere, der kan og må sejle officialbådene. Hvilket de to beståede duelighedsdelprøver – teoretisk som praktisk - giver dem ret til. Poul Astrup var heldigvis nem at overtale til, at de kunne komme med på navigationsholdet.
Dette er også en del af den ånd, der siger, at juniorsejlerne har brug for at lære mere praktisk sømandskab.

Jeg har mere eller mindre stillet min egen Drabant 22 til rådighed, så de kan få afprøvet de teoretiske færdigheder i virkeligheden. Hans og Rasmus har været rigtig gode til at lære videre, hvilket Marcus har haft stor glæde af.

En af de første ture var en hornfisketur for sejl, op gennem renden ved Eskilsø, for det er der, fiskene bider bedst. Det lykkedes også at få en enkelt på krogen, selvom der efter sigende var mindst 10 hornfisk, der smuttede af krogen. De havde fået forbud mod at stege fisk i båden, så de fortsatte ind til Jyllinge, også for sejl, afmonterede komfuret, satte det op på kajen. En lokal skolekammerat, kom med mel og margarine, så fisken blev tilberedt og fortæret på kajen i Jyllinge.
Derefter gik det tilbage ud fra Jyllinge igen, ned gennem renden ved Eskilsø. Så ud over, at de fik en efter sigende ualmindelig velsmagende hornfisk, må man sige at de fik bevist, at Poul havde fået sat vinterens navigations- og kortforståelses undervisning ualmindelig godt fast i knolden på drengene. Godt sejlet drenge, sværere praktiske navigationsopgave er svær at finde.

At indlæring af praktisk sømandskab ikke er ligetil, har der også været en del eksempler på, eksempelvis dybdekurver der skal respekteres, specielt ved Musen og ved lavvande. Heldigvis er knæksstifter til påhængsmotorer ikke så dyre.
Det er alt sammen sket med godt humør og har givet noget sund erfaring.

Den 28. maj var der dømt badetur til Kattinge Vig. Båden var fyldt godt op med skolekammerater. Alle drengene var i vandet, hvilket var umanerligt koldt, så pigerne valgte at blive ombord, men de havde en god tur. Så måske ser vi nogle af dem igen i Roskilde Sejlklub.

Klubben har som bekendt anskaffet 4 420 joller, hvor nogle af Feva-sejlerne er fortsat. Det er en spændende jolle, som der er meget lære i. Personlig tror jeg, at det er det rigtige valg som klubjolle. 420 er mere en rigtig "båd", end eksempelvis den for tiden fremherskende 29’r, hvor det mere drejer sig om at kunne sejle hurtigt på halvvind. I 420 lærer man at sejle rigtigt i hele vindspekteret fra bidevind til plat læns. Så jeg tror, at vore juniorer bliver bedre og mere erfarne sejlere ved at sejle 420.

Her til foråret har vi fået 2 nye Feva-besætninger. 4 Jyllingesejlere har fået lyst til at lære 2-mandsjolle sejlads, så velkommen i klubben til jer.

For 2009 sæsonen er mulighederne for sejlerne mange. Vi har Fevaer som nybegynder- og overgangsjolle fra optimisten. 420 til de mere erfarne 2-mandsjollesejlere. Så der er rig mulighed både for indlæring og kapsejlads etc. Desuden er der nu også muligheder for dag- weekendture i lidt større både. Der er også planer om at arrangere weekendtur med telt i 2-mandsjoller. Så mulighederne på vandet er i år næsten ubegrænsede.

Niels Brandenborg maj 2009

 

 
 

 Roskilde Sejlklub - Strandgade 12 - 4000 Roskilde