0





Webmaster  

  Opdateret: 23-10-11

Forsiden > Nyhedsarkiv > Kontrol af redningsveste
 

VIGTIG MEDDELELSE FRA SØFARTSSTYRELSEN  

Din selvoppustelige redningsvest kan være defekt - tjek den.
Søsportens Sikkerhedsråd har på det seneste set mange eksempler på selvoppustelige redningsveste med fejl. For at undgå en ulykke bør alle tjekke deres vest jævnligt.
Søsportens Sikkerhedsråd har ved forskellige arrangementer rundt om i landet gennemført tjek af mange selvoppustelige redningsveste. De mange tjek viser en klar tendens - omkring hver tiende redningsvest er behæftet med en alvorlig fejl.

Daglig leder i Søsportens Sikkerhedsråd, Sten Emborg, uddyber: "De alvorlige fejl, vi fandt, var som oftest en tom CO2-patron eller en utæt opdriftsblære. Hvis man ved en ulykke ender i vandet med en redningsvest, der har sådanne typer fejl, kan vesten vise sig at være ubrugelig. Det er klart, at en sådan situation kan være ganske farlig.

Vi opfordrer derfor alle med en selvoppustelig redningsvest til en gang om året at gennemføre en såkaldt selvundersøgelse." En selvoppustelig redningsvest er et mere kompliceret produkt end en traditionel redningsvest.

Flittig brug af vesten kan slide på eksempelvis opdriftsblæren, så den ikke længere er tæt. Derudover kan eksempelvis forkert opbevaring ødelægge den automatik, der skal udløse vesten.

I 2010 druknede 12 fritidsfiskere og -sejlere. Ingen af dem bar redningsvest. Det viser vigtigheden af at bruge en redningsvest - der er i orden - til søs.
Læs hvordan du foretager en selvundersøgelse:

Tjek din selvoppustelige redningsvest 

Find gerne brugsanvisningen til din redningsvest frem og/eller følg fremgangsmåden her: 

  • Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord. Åbn redningsvesten i siden; den har enten en velcrolukning eller en lynlås. Læg mærke til hvordan den er foldet, så du kan folde den korrekt igen.
  • Tag CO2-patronen ud, og tjek om der er hul i toppen af den. Er det tilfældet, så er den tom og skal udskiftes. Læg patronen på en brevvægt. På selve patronen er der indhugget den oprindelige totalvægt (patron+CO2). Patronen må højst mangle på to gram. Hvis den mangler mere skal den udskiftes.
  • Tjek automatikudløseren. Det er en synlig tablet, som du kan tjekke med neglen. Hvis den er blød, skal den udskiftes. På nogle veste er der en udløserenhed med en dato – den har normalt en levetid på tre år, hvis den er for gammel, skal du skifte den.
  • Tjek at den manuelle udløser er ført tilbage, og at den lille grønne sikkerhedssplit er intakt.
  • Blæs vesten op igennem mundstykket, og lad vesten ligge i 16 – 24 timer. Hvis trykket går af, er vesten utæt og skal kasseres.
  • Når du pakker vesten sammen efter endt tjek, er det vigtigt at følge den medfølgende brugsanvisning, der viser, hvordan du skal folde vesten uden at beskadige den.

Det anbefales at undersøge alle dine selvoppustelige redningsveste ved hver sæsonstart.

Er du i tvivl om noget så spørg din forhandler eller indlever vesten til professionel service.

Yderligere oplysninger kan findes på www.soesport.dk i pjecen ”Værd at vide om rednings- og svømmeveste”.

Ovenstående vejledning er hentet via:
http://www.soefartsstyrelsen.dk/fritidssejlere/Sider/
Tjekdinegenselvoppusteligeredningsvest.aspx

Indsat 07.07.2011 JB

 













Roskilde Sejlklub - Strandgade 12 - 4000 Roskilde