|
|
Forsiden >
Wayfarer > WayfarerDM-2011 Beretning
Wayfarer DM 2011
Torden, lynild, hygge og race
Wayfarerklassen afgjorde sit DM i weekenden 27. og
28. august med 26 både til start.
Roskilde Sejlklub diskede op med et
arrangement efter alle forskrifter både på land og vand med assistance fra
baneleder Troels Wester fra Hellerup Sejlklub.
Lækker bespisning har stor prioritet ved disse arrangementer, idet hyggen spiller
en stor rolle i W-klassen. Men tag ikke fejl, hyggen blandes op med lysten til
at slå konkurrenterne, så snart der er vand under jollerne.
Den danske sommers ustyrlige evner til at blande alle vejrtyper i en
uforudsigelig cocktail, slog heller ikke fejl i denne weekend. Kort tid før
første start lørdag, stod himmel og hav i et med skybrud og tordenvejr over
startområdet, og feltet blev sendt i havn.
Vejrguderne mildnede deres syn på
Roskilde Fjords inder bredning i løbet af formiddagen, og 4 sejladser blev
gennemført i let til jævn vind på op/ned baner.
Søndagen stod menuen på trekantbaner blandet med op/ned. Trekantbanerne var
indlagt i programmet for at stresse sejlerne lidt, idet denne baneform sjældent
benyttes i klassen under danske sejladser. Arrangørerne fik hvad de håbede på
nemlig frisk til hård vind, med deraf følgende spændende situationer ved
slagmærket og under kampen om at toppe og skære forbi andre både på løberen.
Festligt er det at blive tvunget til en bomning i friske pust, hvor timing
mellem gast og rorsmand er afgørende for at en Wayfarer ikke skærer op og byder
på en ufrivillig badetur. Der var dog i sidste sejlads under heftige pust fem
både, som fik set på deres joller fra vandoverfladen og på sværdet.
Fra UK var der blandt andet besøg af copyright indehaver og producent Richard Hartley og søn. De viste på overbevisende vis danskerne, hvordan den nye mark 4
version af jollen skal sejles. Således snuppede englænderne stævnets første
plads, dog heldigvis med hed ånde i nakken fra de nybagte Danmarks mestre Kim
Søderlund og Jesper Achton Friis (Farum Sejlklub).
Anden pladsen snuppede
undertegnede (Søren Svarre), efter sidste år at have hygget sig på 9. pladsen. Løftet i år
indtraf efter til lejligheden at have fået coach Jesper Pilegaard med som den
ufejlbarlige gast og manden med det forkromede taktiske overblik (begge fra
Roskilde Sejlklub).
3. pladsen blev besat af Søren Jensen og Dennis Nielsen
(Farum Sejlklub).
At løfte præstationen fra 9. til 2. pladsen var uhyre lærerigt og et klart
resultat af, at jeg fik en tidligere OL sejler ombord (indrømmet). Jeg skal ikke
skrive en lang udredning om det her, men blot opfordre andre til at søge
selskabet med mere erfarende sejlere for selv at blive bedre. Det var en stor
oplevelse, at mærke fuldstændig ”race mode” koncentration fra start til slut. Vi
talte ikke om andet end sejlads i to dage – fedt!
Afslutningsvis ønsker Skandinavisk Wayfarer Sammenslutning at sige Roskilde
Sejlklub og alle frivillige mange tak for et perfekt stævne. Tak til stævneleder
Troels Wester og ligeledes tak for opbakningen til vores hyggelige klasse fra
hovedsponsor SLAM og Bojsen-Møller Sails.
Næste gang Wayfarerne stikker stævnen frem i dyst bliver ved afdansningsbal/Jysk
Mesterskab i Ho Bugt den 24. og 25. september.
Her vil der ud over racing blive
budt på hjemmelavet æblekage, sæl safari og privat indkvartering til hele
styrken. Som vi synger ”Wayfarer Wayfarer – det er alle tiders båd” – nu med
æblekage og sæl safari. Der er stadig åbent for tilmelding og mulighed for at vi
når de magiske 30 både i tilmelding.
Du kan også stadig nå en prøvetur i en
Wayfarer, kig forbi Wayfarer.dk for kontaktpersoner.
Wayfarer hilsen Søren Svarre, kap-sekretær SWS

Foto: Lauge Philipsen
Roskilde Sejlklub - Strandgade 12 - 4000 Roskilde
|

Foto: Lauge Philipsen

Danmarksmestrene anno 2011: Kim Søderlund og Jesper Friis.
Foto: Søren Svarre

2. pladsen snuppede en ny båd 10649 aldrig før set på podiet (måske sker det
heller ikke i fremtiden): Søren Svarre og Jesper Pilegaard (sidstnævnte
har været special træner ved flere arrangementer for klassen)
Photo: Søren Svarre

|
Links til flere fotos:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/dE-n5la7n4mU7wz49nem4xjuqxb_pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink
Richard og Mark Hartley:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/wJcF2FqaVTECRj1QN_
GSThjuqxb_pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink
Løber:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/
jENsNf4vCHbiNlfFehLZfBjuqxb_
pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink
Andre fra stævnet:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/
1StMsMTDyim8ZQOyPxB8Ahjuqxb_pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink
https://picasaweb.google.com/lh/photo/
maeklVsY5xgxHg9WFzITmhjuqxb_pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink
https://picasaweb.google.com/lh/photo/
7X0_x9hRSsgdadra8R7qUBjuqxb_pX0FbZ3s4uyfyNQ?feat=directlink